TRE EKSEMPLER PÅ HVAD ET BIKEFIT SKAL INDEHOLDE. KVALITETSSIKRING AF ET BIKEFIT.

Mads Frank Bikefit

Hvad er et bikefit? 

3 ting du bør huske næste gang du skal indstille din cykel

Rigtig mange har hørt om bikefit, og du kender helt sikkert en i den lokale klub eller gruppen af cykelglade kammerater, som har fået foretaget et og derfor ved, præcis hvad det er. Hvad jeg oplever, når folk kommer til mig, er, at de i virkeligheden ikke ved, hvad et bikefit er, eller rettere, i min optik, bør være.

Bikefit har eksisteret, så længe der har været cykler. Helt basalt er det en indstilling af din cykel, som tilgodeser komfort og præstation. Denne indstilling kan du få hos cykelhandleren, i klubben, hos en bikefitter eller sågar lave selv ud fra guides på nettet. Spørgsmålet, som jeg lidt nøgternt tillader mig at stille, er, hvilken forståelse nogen af ovenstående har for kroppens biomekanik og bevægelser? 

Fra erfaring med flere bikefittere (nationalt så vel som internationalt) samt diverse systemer har jeg indsamlet viden og know-how samt testet et utal af positioner foruden min uddannelsesmæssige og sportslige baggrund. Min erfaring er, at et bikefit skal indeholde 3 grundelementer: 

  • Præcision og målbarhed i måleudstyr
  • Evidensbaseret testning og viden
  • Individualiseret, kropslig forståelse

Lad mig fortælle en historie som et eksempel:

Vi ved alle hvordan en dør ser ud og fungerer. Beder du en professionel håndværker om at lave en dør, vil vedkommende gå igang med at måle op: Hvor bred skal døren være, hvor høj, skal den åbne indad eller udad osv.? Nu fjernes håndværkerens værktøj. Han skal lave dig en dør på øjemål. Han skal nok få lavet en dør, for han har erfaring. Ingen tvivl om det. Spørgsmålet er om den kommer til at passe i døråbningen, eller man lige må slibe lidt af, eller hive lidt i hængslerne så den kommer til at fungere?

Beder du din kammerat, som engang har arbejdet med at lave og montere vinduer, om at hjælpe med at lave en dør, vil han starte med at gøre, som han gjorde, da han lavede vinduer. Men vinduerne skulle fues i og kunne ikke åbne. Måske du ender med en dør som passer og fungerer, men hvad nu hvis du ikke gør? Alt afhænger af din ven. 

Det kan også være, at du er gør-det-selv-typen. Du køber det rigtige træ (ja, det dyre fra det rigtige mærke). Måske du endda investerer i noget værktøj og noget sparring med en fagmand, der hvor du køber træet. Han har lavet rigtig mange flotte borde af træet og siger, at træet er super let at arbejde med, og du nok skal kunne finde ud af at lave en dør. Du går igang. Da du skal sætte døren i, finder du ud af, at den er for lille til karmen. Du er kommet til at skære for meget af. Afsted til træhandlen og den fagmand du rådførte dig med. Du prøver igen. Denne gang passer vinklen ikke, og døren går på. Måske den aldrig kommer til at passe, men du affinder dig med det, fordi du selv har lavet døren.  

Min pointe med “historien om døren” er, at rigtig mange glemmer, at et bikefit ikke bare er et bikefit. Der er forskel på hvordan det udføres og af hvem. Husk på dette, når du overvejer dit næste bikefit. Spørg din bikefitter om han/hendes præcision og målbarhed i måleudstyr, evidensbaserede testning og viden samt individualiserede, kropslige forståelse. Eller måske endnu bedre…spørg om vedkommende kender historien om døren.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.